Home   Eclipse Home   Solformørkelse  1999   2001   2002   2005   2008   2012     Site Map  

Total solformørkelse fra Gobiørkenen, Mongoliet

1. august 2008

In English

Foto, 10K Jpeg Den ydre korona.

Canon 350D + 70-300 DO på 300mm.
Eksponering: 1/4 sek, f/8, 100 ISO.


Den 1. august 2008 befandt jeg mig sammen med 28 andre danskere, en gruppe tyskere og en gruppe schweizere ude i Gobiørkenen i det sydvestlige hjørne af Mongoliet.
Den nøjagtige position var 45° 57.515' N, 91° 48.098' E, ca. 1 km sydvest for centerlinien.

Vi havde kørt i flere dage i gamle russiske 4WD minibusser for at komme til dette afsides sted. Og vi var ikke de eneste - vi mødte adskillige andre konvojer på vej til totalitetszonen. Disse busser kan komme frem overalt, men hverken komfort eller sikkerhed lever op til vestlige standarder - det var faktisk lidt af en stroppetur.

Foto, 18K Jpeg Tæt trafik på vejene til totalitetszonen.


Foto, 15K Jpeg Eclipse-lejren kort før solopgang på E-dag.
Det mørkeblå bånd over horisonten er Jordens skygge.


Foto, 33K Jpeg Den indledende partielle fase.
Skyerne holdt sig pænt ude i horisonten.


Det var min fjerde totale solformørkelse, den tredje succesfulde og den første på en helt perfekt klar himmel. Der var nogle skyer lavt over Altai-bjergene, og nogle af de andre deltagere havde bemærket at disse skyer lige pludselig blev sorte kort før C2. Dét bemærkede jeg ikke - der sker jo så meget på så kort tid at det er helt umuligt at få det hele med.

Det var den lyseste formørkelse jeg endnu har oplevet. Det blev ikke mørkere end en skumring, så man kunne sagtens orientere sig under totaliteten.

Vi er midt i et solpletminimum, så jeg var spændt på om der overhovedet ville være nogle synlige protuberanser. Men der stod heldigvis en enkelt stor protuberans i "kl.2-position" og nogle mindre i "kl.4-5-position".

En total solformørkelse er stadig en forrygende oplevelse, som det bestemt er værd at rejse langt efter. Også selv om jeg ikke længere får slået benene væk under mig, som det skete ved den første i Ungarn i 1999.

Foto, 6K Jpeg Diamantringen ved C3 (11:05:19 UT).
Protuberanserne kan ses.

Canon 350D + 70-300 DO på 300mm.
Eksponering: 1/250 sek, f/8, 100 ISO.


Links

Tekst og foto: Stig Linander, oprettet: 2008-08-19, sidst ændret: 2009-01-01