Home Eclipse Home Solformørkelse 1999 2001 2002 2005 2008 2012 | Site Map |
Omkring 200 danskere og enkelte nordmænd rejste i august 1999 til Balatonsøen i Ungarn i håb om at komme til at se den totale solformørkelse den 11. august. Turen var arrangeret af Astronomisk Selskab i Danmark.
Jeg vågnede 6:30 ved lyden af regn. Og ganske rigtigt, ét stort gråt skydække og øsregn! Vågnede igen 7:15, nu var regnen holdt op, og der var blå himmel mod vest. Efterhånden som formiddagen skred frem, blev det sværere og sværere at bevare pessimismen. Der var dog en del lammeskyer, men de var ikke tykkere end at Solen kunne skinne igennem.
Vi var en gruppe på 19, der havde valgt at se formørkelsen fra en kirkebakke i udkanten af Alsóörs. Fra bakken havde vi en pragtfuld udsigt over vinmarker, byen og Balatonsøen. Vi ankom ca. 1 time før første kontakt og fik efterhånden selskab af en hel del lokale.
11:47 - 1 time og 2 minutter til totaliteten. Solen er 25% dækket. Et par solpletter kan ses under og lidt til højre for solskivens centrum.
25 år gammelt Canon FTb med FD 400mm f/4.5 objektiv og
FD 1.4xA converter (= 560mm f/6.3).
Eksponering: f/11, 1/1000 sek, 200 ASA, Baader solfilter.
Øjet kunne ikke registrere, at det blev mørkere under den partielle fase, kun at lyset ændrede karakter og at farverne i landskabet blev blegere og blegere. Men de automatiske gadelys begyndte at tænde. Nogle tog billeder af det blege landskab med automatiske kameraer - automatikken slog blitzen til. Ca. 5-10 minutter før totaliteten hørte vi en radio i nærheden spille Europe's "The Final Countdown".
På kirkebakken ved Alsóörs få minutter før totaliteten. Bemærk de skarpe skygger.
Foto: Birgit Linander. Automatisk kamera med blitzen slået fra.
Kirkebakken ved Alsóörs 12:47 - ca. to minutter før totaliteten. Ifølge kameraets lysmåler var lyset faldet til ca. 1% (7 blændetrin) af normalt dagslys.
Så begynder showet. Flyvende skygger løber hen over jorden. De var dog ikke af ret høj kontrast, og de bevægede sig heller ikke så hurtigt som jeg havde ventet, blot 3-4 m/sek. Det kan godt være, at de blev mere kontrastrige og bevægede sig hurtigere umiddelbart før totaliteten, men det bemærkede jeg ikke. Tingene begyndte at udvikle sig meget hurtigt, og det er næsten umuligt at nå at se det hele.
I vest kan måneskyggen ses, den ser ud som et uvejr i anmarch, solseglet bliver hastigt mindre. I løbet af ét eller to sekunder ser det ud som om en eller anden drejer ned for en lysdæmper. Det er lige pludselig blevet tusmørke - en mellemting mellem en fuldmånenat og en dansk midsommernat. Diamantringen hænger déroppe. Og straks efter åbner koronaen sig som en blomst.
Man er helt væk. Det er så uvirkeligt. Ingen beskrivelse, intet foto, kan yde dén oplevelse retfærdighed. Jeg vidste hvad der skulle ske, men at se det ske var en totalt overrumplende oplevelse.
Vi så sceneriet gennem drivende lammeskyer ("vattot-skyer"). Men det gjorde ikke oplevelsen mindre. Når "vattotterne" dæmpede lyset, kunne man kun se den indre korona, men så var protuberanserne til gengæld meget tydelige. De lyste i en flot dyb rød farve. Der var især én i "kl.1-position", der lyste meget kraftigt. Mellem "vattotterne" havde vi en strålende klar korona.
Skyerne ødelagde ikke oplevelsen, men de var generende for mine forsøg på at fotografere. Jeg havde planlagt en fotosekvens på 6 billeder og havde indøvet den hjemme i baghaven før vi tog afsted. Men dels på grund af skyerne, dels fordi jeg var så overvældet, blev det kun til 3. Et forsøg på at fotografere protuberanserne med kort lukkertid halvkiksede, de to øvrige af koronaen kan ses herunder.
Koronaen set gennem drivende lammeskyer. "Hakkerne" i
måneranden er overeksponerede protuberanser.
Eksponering: f/6.3, 1/15 sek, uden filter.
Eksponering: 1/4 sek, men det var nok skyerne mere end kameraets lukker, der bestemte hvad der kom med på filmen.
Før end man aner - lige pludselig - står diamantringen der igen. Det er umuligt, det er da ikke allerede forbi, der er da ikke gået 2 minutter og 20 sekunder! Men jo, lyset vender tilbage lige så hurtigt, som det forsvandt. Vores tidsfornemmelse kiksede fuldstændigt, jeg følte det som kun 40 sekunder.
Alt dét, man ikke nåede! Jeg fik f.eks. kun set Venus, ikke Merkur eller stjerner. Prismekikkerten stod klar, men jeg havde slet ikke nået at gribe ud efter den i løbet af dét, jeg følte som kun 40 sekunder.
Men alligevel - sikke en oplevelse! Årtiets oplevelse - ingen tvivl om det.
Mindre end ét minut efter totaliteten. Alle de skyer!
Grejet nederst i billedet: et Kowa TS-611 fugleteleskop og 400mm'eren monteret "piggy-back".
Ca. 15 minutter efter totaliteten tog vi ned i byen for at fejre oplevelsen. Vi gad ærligt talt ikke blive for at se resten. En partiel formørkelse er for intet at regne sammenlignet med en total. Snakken gik, og det viste sig, at vore oplevelser af totaliteten var meget forskellige. To ting var vi dog alle enige om: det havde været en overvældende oplevelse og det havde varet alt for kort.
Jeg formoder at fugle er inaktive under totaliteten. De bliver formentlig lige så overrumplede af det pludselige mørke som vi mennesker. Men blot to minutter før totaliteten (anden kontakt) fløj en fugl forbi, tilsyneladende uanfægtet af det blege lys - at dømme efter flugt og silhuet en finke, jeg gætter på Stillits eller Gulirisk. Og få minutter efter totaliteten (tredie kontakt) kom en Landsvale forbi - syngende.
I tidens løb har jeg hørt mange historier om, at fugle går til ro under en partiel formørkelse. Da jeg så fugle flyve forbi umiddelbart før og umiddelbart efter totaliteten, tror jeg ikke på de historier mere.
Flere beskrivelser af danskere:
Tekst og foto: Stig Linander, oprettet: 1999-08-13, sidst ændret: 2008-08-19